Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fri for mobberi

Fri For Mobberi

Mobning er normalt noget, vi kender til og hører om i skolen. Men kimen til mobning bliver lagt allerede i børnehaven og udvikles videre i indskolingen. Derfor er det vigtigt med en tidlig indsats.

Red barnet og Mary Fonden har startet Fri for Mobberi – et forebyggende projekt for børn i alderen 0 – 8 år.  Fri for Mobberi består af en kuffert indeholdende et materiale, der er udviklet til at forebygge og sætte tidligt ind mod mobning. Én kuffert for vuggestuebørn og én for børnehavebørn. To af vores pædagoger har været på kursus i Fri for Mobberi og vi har har det oppe på vores pædagogmøde med mellemrum ifht, hvordan, der arbejdes med materialet på stuerne m.m. I 2022 handlede det ene forældremøde ligeledes om emner og dialoger indenfor temaet.

Vi ønsker med Fri for Mobberi at skabe inkluderende børnefællesskaber i Børnehuset; med tolerance og respekt for hinanden. Målet er at skabe en kultur, hvor børn viser omsorg for hinanden og reagerer på mobning med mod og forsvarer den kammerat, der har svært ved at forsvare sig selv.

Fri for Mobberi har fokus på:

Mobning blandt børn er de voksnes ansvar

At arbejde forebyggende med mobning

Ny målgruppe i anti-mobbearbejdet er tilskuerne til mobning

Udvikling af børnefællesskaber med tolerance, respekt og omsorg, som de centrale værdier.

En central og gennemgående figur i Fri for Mobberi er Bamseven. Bamseven er maskot for Fri for Mobberi. Bamsen udstråler tryghed, blidhed og venskab – og figuren skal minde børnene om at passe godt på hinanden – at være en god kammerat.

I Mary Fonden lægges der stor vægt på, at det er afgørende for programmets succes, at vi (pædagoger & forældre) samarbejder og involverer os i arbejdet med at forebygge mobning og opbygge berigende og positive børnefællesskaber børnene imellem, som de kan bære med videre i deres liv.

Venskaber er vigtige fordi de:

skaber glæde, energi og mening med tilværelsen for barnet

skaber tryghed for det enkelte barn.

giver mulighed for at afprøve en masse følelser indenfor trygge rammer: glæde, vrede, jalousi, omsorg og mange andre.

binder børnenes verdener sammen, venner kan både være i institutionen og hjemme.

er en fælles reference og vidensdeling. Børnene gør sig erfaringer sammen og hver for sig, som de deler med hinanden.

styrker barnets sociale kompetencer, de lærer at forhandle, finde egne grænser, at stå ved deres mening, indgå kompromisser, at blive uvenner og gode venner igen.

Gode venskaber:

  • giver selvtillid
  • skaber rum til udvikling
  • gør at man føler sig ønsket og værdsat
  • giver mulighed for at tackle både glæde og sorg
  • mindsker mobning og udelukkelse

 

Støtter børns venskaber og udvikling af sociale kompetencer ved at:

  • lave fysiske kroge, hvor der kan leges uforstyrret.
  • lade børnene lege uden at gribe ind i deres leg.
  • støtte op om børnenes ønsker om, at være sammen med deres venner, og danne nye venskaber.
  • er anerkendende i vores tilgang til børnene, og er dermed gode rollemodeller for børnene.
  • arbejde målrettet med metoden ”Fri for mobberi” i hele institutionen.
  • De ældste børn er rollemodeller for de yngste. Børnene lærer at drage omsorg for hinanden og bruge hinandens ressourcer.