Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Børnehuset på Holmen

Velkommen til Børnehuset på Holmen

Vi er en integreret daginstitution med vuggestue og børnehave.

Vi bor på Danneskiold-Samsøes Alle 37 i en bygning, som tidligere har været brugt som militær klædefabrik. Det giver bygningen masser af historie og charme.

Vi har tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, som alle har hver sin stue. Derudover har vi et rytmikrum, som vi bruger til rytmik, motorik og andre lege, der kræver lidt mere plads. Vi har også en tagterasse, som vi bruger med børnene.

Udenfor har vi en dejlig stor legeplads med masser af legezoner og muligheder for forskellige aktiviteter. Her er blandt andet bålplads med shelter og masser af grønne planter.

Vi bruger vores nærområde, når vi tager på tur med børnene, og så har vi et godt samarbejde med Naturværkstedet Kløvermarken, som vi både besøger og får besøg af. Sammen med dem laver vi forskellige forløb, hvor vi lærer om og fordyber os i naturen.

Børn og leg

Vi har et særligt fokus på de mange forskellige måder, børn leger på - og særligt "risikofyldt leg" og den betydning, den form for leg kan have for børns udvikling.

Den norske professor Ellen Sandsetter definerer risikoleg som "spændende og udfordrende leg, der indebærer usikkerhed og risiko for fysisk skade" - altså leg, der gerne må bevæge sig på kanten af det, barnet kan mestre, uden at sætte barnets sikkerhed over styr.

Vi er særligt optagede af den rolle, som voksne spiller i forhold til børn og risikofyldt leg forstået på den måde, at de voksne er afgørende for, om børn bliver opmuntret til, støttet i eller begrænset i denne form for leg. Det handler især om, at vi voksne ikke fratager børnene en læringsmulighed, fordi vi ikke "tør" lade dem udforske og eksperimentere med deres kropslige formåen.

Sammen med jer forældre vil vi arbejde videre med emnet risikofyldt leg og være nysgerrige på:

  • Hvordan kan vi skabe sikre rammer for børnene, så de kan lege disse lege?
  • Hvordan kan vi selv være deltagende?
  • Hvilken udvikling skaber det for børnene, når vi rummer og skaber gode betingelser for denne leg?