Børnehuset på Holmen er en arbejdsplads, hvor vi har stort fokus på fagligheden og den faglige udvikling - både i hele huset og for den enkelte medarbejder.
Som medarbejder hos os har du rigtig god mulighed for at dygtiggøre dig og blive opkvalificeret gennem både kurser og videreuddannelse. Vores personalegruppe har et stort fokus på hele tiden at blive dygtigere til det pædagogiske arbejde, og der er høje ambitioner for fagligheden.
Vi bruger derfor også vores personalemøder på faglige emner og faglig udvikling, så vi sammen kan blive bedre og justere på de ting, som fungerer mindre godt. Vi har en årlig personalelørdag og en årlig udviklingsdag i klyngen - her er som regel faglige oplæg, så vi får ny viden og nye perspektiver udefra.
Vi har forskellige faglige netværk både her i institutionen og i klyngen, hvor vi diskuterer pædagogik, videndeler og udvikler vores praksis sammen.
God stemning og psykologisk tryghed
Udover at være et hus med faglige ambitioner, så har vi også et godt og trygt fællesskab. Her er høj medarbejdertrivsel og et godt sammenhold, og vi hjælper hinanden i hverdagen.
Som medarbejder hos os får du indflydelse og mulighed for at byde ind og komme på banen med dine idéer og ønsker.
Vores leders dør står (næsten) altid åben - hos os er kontoret alles. Du må altid kigge ind og stille et spørgsmål eller få sparring, og det er vigtigt, at du føler dig set, hørt og forstået, uanset hvad du kommer med.